Dette er en beretning om vejr og verdensopfattelse, som det kommer til udtryk i tempelbyen Monte Alban i Oaxaca, Mexico. Det er baseret på indtryk og erfaringer fra mine år som rejseleder, og min læsning i den forbindelse.Artiklen er skrevet til et katalog, udgivet da vævere fra Zapotekerfolket i Mexico besøgte Danmark i september 2011, med udstillinger og workshops i Gjethuset Frederiksværk og Verdenskulturcenteret på Nørrebro.
MAJSGUDENS HEMMELIGHED
Zapotekerfolket har dybe rødder i fortiden. Det oplever man på toppen af tempelbjerget Monte Alban. Både den gamle højkultur og den nutidige tradition bygger på majsplanten, og en forståelsen af naturens kredsløb, der er lejret ind i kulturen.
FOR HIMLENS FOD
Monte Alban er et højdedrag der ligger nær Oaxaca by, hvor delstatens tre centrale dale mødes. Bakkeryggen er en smule ujævn stigende mod nord. Overalt på den ligger mere end 1000 år gamle bygninger, som man svagt kan skimte fra dalens bund, 400 meter længere nede.
Midt på bakkeryggen ligger den Store Plads på Monte Alban omgivet af tempelplatforme med trappefacader. I tørtiden er græsset mellem bygningerne vissengrønt mellem de grå bygninger. Her lå midtpunktet i Zapotekerkulturen for over 1000 år siden, og hverken fantasien eller videnskaben rækker til at forklare hvilket liv og hvilke ritualer der udspillede sig på tempelbjergets top.
Monte Alban var centrum for Zapotekerkulturen fra 300 før vor tidsregning til godt år 900, og forfaldt så på et tidspunkt, hvor også andre af de store tempelbyer i den del af verden gik under, og kulturen efterlod sig ingen skrifter til at forklare sig. Der er ikke noget datidigt navn der sikkert knytter sig til stedet. Mixtekerfolket brugte det gamle tempelbjerg til begravelsesplads i nogle hundrede år op til 1400-tallet. De navngav stedet Sahandevul – ”For himlens fod”.
Fra bunden af den store plads på Monte Alban synes man at være i en dal under den blå himmel. Mysterier gemmer sig i bygningerne omkring. Hvad er forklaringen for stenpladerne med reliefferne af ”Danserne fra Monte Alban” – forestiller de de ofrede krigsfanger eller medicinske tilstande? Hvordan foregik boldspillet på banen med de skrå sider? Hvad er udregningerne bag den skæve og skarpvinklede bygning kaldet Observatoriet?Der på pladsen mellem de grå templer købte jeg engang en lerfigur. Det er en siddende mand ca. 15 cm. møj i rød terracotta. Hans hovedtøj udgøres af majskolber Sælgeren var en af de talrige ældre mænd der tilbyder souvenirs til de besøgende. Han forsikrede mig figuren var en kopi, for det er forbudt at tage ægte efterladenskaber ud af Mexico. Figuren forestiller majsguden fra den gamle zapotekerkultur.
Majsguden er en vigtig repræsentant for kulturen. Tempelbyerne hvilede på en base af landsbyer, og for landsbyerne var majsen langt den vigtigste afgrøde. Den havde sin oprindelse for ca. 3000 år siden i Tehuacandalen blot et par hundrede kilometer nord for Oaxaca, udviklet fra strå med kolber på kun et par cencimeters længde. Da kolberne nåede den størrelse vi kender nu, blomstrede højkulturerne i Mesoamerika.Der er også en sammenhæng mellem majsguden og en vis lodret skakt der fører ned fra midt på en trappefacade og til et mystisk tomt rum i den såkaldte bygning P på Monte Alban.
Men først vil jeg bevæge mig op af trinene og kaste et blik over Oaxacas landskab. Fra toppen af trappefacaderne kigger man ud over de tre dale der udgør hjertet af regionen. Floder og veje løber der nede på dalbundene, der blidt skråner op fra floder og marker til kanten af bjergene der rejser sig skarpt og skovklædt under tørtidens blå himmel, som synes tæt på og langt væk.
OAXACA, MARKEDSPLADS OG MØDESTED
Dalene mødes ved bjergets fod, og her ligger Oaxaca by, en lille storby, der meldes at huse 280.000 indbyggere, og efterhånden fylder op som en prop midt mellem de tre dale. I over 500 år har den været centeret for landet Oaxaca og mødested for rejsende og en overdådig markedsplads.Dalene ligger i troperne, men i ca. 1500 meters højde, med over 300 solskinsdage om året og temperaturer der ligger i toppen af tyverne, og kun sjældent falder til under 10 om natten. I en fire måneders regntid falder lidt mere regn end der på et gennemsnitligt år rammer Danmark.
Fra de frodige marker i dalen kommer bønner, chile, avocado, tomater, salat radiser, løg. Og majs og atter majs. Oaxacas køkken er rigt varieret, men majsen spiller hovedrollen og lægger bunden som tortillas, tlalludas, atole-drikken eller bare ristet hele på grill og serveret fra gadekøkkenet med majonæse, chilipulver og lime.Da spanierne vandrede ind over bjergene nordfra med deres indfødte hjælpetropper i 1528 lå Monte Alban allerede dødt, templerne dækkede af krat. Stedet havde været nekropolis for mixtekerfolket. Men mixtekerne selv havde underkastet sig aztekerne bare 40 år før, da de kom vandrende ind nordfra, og grundlagde Oaxaca by under navnet Huaxyacac. Udtal Oaxaca som waHAka.
Måske fik tempelbjerget sit spanske navn fordi der vokser træer der bærer hvide blomster deroppe, måske efter conquistadoren Montalvan, eller måske navnet smagte efter de Albanske bakker nord for Rom, som en spansk hidalgo kunne kende fra studerekammer eller krigstjeneste i Italien. Højdedraget blev ihverttilfælde smykket med et klassisk lydende navn, og kunne stå overgroet i århundreder, mens imperium og kristendom slog rødder i Oaxacas frugtbare jord, og store klostre ydede sjælesorg og modtog tiende fra landsbyerne.
Oaxacas centrum med kapeller, kirker og klostre, hvor europæisk arkitektur og indfødt håndelag gled sammen. Smukkest ses det i dag i Santo Domingo klosteret der er renoveret for tyve år siden fra en ruinlignende tilstand til at være delstatens museum.På Santo Domingo er det at man i dag kan se guldskattene fra Monte Alban, fra ”grav nr. 7” er udstillet der nu. Alt det blev først opdaget i 1931 af Antonio Caso, hvor den mexicanske stat for længst havde taget klosterbygningerne i sin besiddelse.Denne guldskat fra Monte Albans tid som mixtekisk gravplads. Guldskatte blev først udbredt i Mexico efter 1000-tallet, måske kom guldet langs kysten, fra Sydamerika, hvor spanierne senere fortsatte deres jagt på El Dorado.
DET MYTISKE LANDSKAB I MESOAMERIKA
Mellem himlen og jorden ligger Monte Alban, og stedet er et landskab der er opstået over århundreder, et bakkelandskab af templer og pyramider der læggere sig over højdedragets ujævne ryg.
Monte Alban var en by der efterhånden voksede til 40.000 indbyggere. Den dækkede hele højdedraget, og tempelområdet på bakketoppen var også samfundets top. Som de andre oldtidsbyer i denne del af verden, er Monte Alban et kosmos og er verdensbillede i sig selv.
Kulturzonen kaldes Mesoamerika, og strækker sig fra nord for Mexikco by, ned gennem landet til Chiapas og Yucatan, og videre gennem Guatemala til Honduras. Her har der opstået adskillige højkulturer siden Olmekerne i 1500 fvt. Fra denne moderkultur udspringer mayaernes kultur, zapotekeres, aztekeres og mange andre. Fælles for dem var bygning af templer med trappefacader, placeret omkring firkantede pladser, blodofre, og et talsystem der opererer med et ”nul”. Og på Monte Alban er der fundet relieffer med olmekiske ansigtstræk, inskriptioner med maya-skrifttegn og keramik fra Teotihuacan, de store pyramiders by tæt ved Mexico City.En af de ting som Olmekerne først udviklede var det rituelle boldspil, kendt som Pelote, spillet på en bane med skrånende eller stejle sider. Boldbanerne findes over hele Mesoamerika i små og store udgaver. Der er også en på Monte Alban er der en bane, Spillets form og formål kan man gisne om. Måske blev det spillet i forbindelse med offerritualer. I mayafolkets overleverede myter i Popul Vuh, spilles det i underverdenen, med halshugning af den ene part er en del af spillet. Sådan en halshugning ses også på et relief ved den kæmpe boldbane ved Chizen Itza på Yucatanhalvøen.
Det vigtigste fælles træk ved den mesoamerikanske kultur er at hele civilisationen er baseret på dyrkningen af majs. Hvor der ikke er regntid vokser majsden ikke naturligt, og det sætter den nordre grænse for højkulturernes udbredelse. Menneskeheden har seks oprindelige højkulturer, og hver af dem havde sin afgrøde. I Kina og Indien var det ris. Ægypten og Mesopotamien havde hveden. Bjergkulturene i Sydamerika var baseret på kartoflen –Mesoamerika er majsens domæne.Majsens betydning er også med i Popul Vuh. Efter et par temmelig mislykkede forsøg med at lave mennesker af enten mudder eller træ, finder guderne på at forme mennesket af den bløde gule majsmasse. Den der også bruges til at lave tortillas. Og hermed er de ordentlige mennesker mennesker af majs.Derfor er majsguden vigtig. Og vigtiger endnu er regnguden. Han kaldes Tlaloc hos aztekerne, Chac hos mayaerne og Cosijo hos zapotekerfolket, og fremstilles ofte med meget store øjne og hugtænder.
Den lodrette skakt i bygning P har en betydning for at gisne både om regngudens færden og majsgudens styrke.På østlige langside af den Store Plads ligger bygning P i midten, lidt højrere end naboerne, og med trappefacade. Under arkæologen Antonio Casos undersøgelse blev der fundet en smal lodret skakt på trappens midte. Men denne førte ikke andre steder hen til et tomt rum. Og fra rummet bag trappefacaden var der en vandret åbning ud til trappen, et stykke nedenfor den lodrette skakt.
DEN INTERTROPISKE KONVERGENSZONE.
Oaxaca ligger i troperne, mellem ækvator og Krebsens Vendekreds. På grund af jordens hældning og rotation betyder det at solen bevæger sig henover Monte Alban to gange i løbet af sommerhalvåret. Når solen står i Zenith kaster intet menneske, bygning eller træ nogen skygge, undtagen lige under sig selv. Det kan være fascinerende at observere, men ellers bør man ikke bevæge sig ud i den bagende middagssol. Bortset fra hvis man vil observere fænomenet ved bygning P på Monte Alban. For her skinner solen ned gennem den lodrette skakt, og oplyser rummet inde under trappefacaden – fra 5 dage før den skyggeløse middagsstund til fem dage efter. Det kan man observere ved at skue det indre lys gennem den vandrette åbning. Særligt godt kan man se det fra det forsænkede på den Store Plads, lige foran bygningen.
Da Monte Alban ligger ved 17.02 grader nordlig bredde ligger den skyggeløse stund sted den 8.5 og igen 11.8, når solen bevæger sig sydpå igen. Det er særligt den første dato der er vigtig, for her bliver Oaxaca i egentligste forstand varmet op til regntiden.
Med solen bagende lodret over varmer jordes og luften op. Opvarmet luft sitrer og udvider sig, bliver lettere og stiger til vejrs. Det skaber et undertryk der hvor luften var før – eller et lavtryk som det rettelig hedder. Ny luft blæser ind nordfra og sydfra og fylder hulllet op. Men også denne luft opvarmes og stiger til vejrs, og luftmasser trækkes til også sydfra tungt af Stillehavets væde. Når luft er fugtig, giver den slip på sin væde når den varmes op og stiger til vejrs. Når varmen er stærk kan luften blive trukket ret højt op før dråberne fortættes og falder. Men så kan de falde ned gennem luftlagene under og trække fugtigheden med fra de luftlag også, og resultatet kan blive et styrtregnende skybrud af den slags vi længe husker når det sker i Danmark.Men vild regnen er normen i Oaxacas regntid, der starter i maj, kort tid efter solen står i zenith og fortsætter ind i September. I de fire måneder hersker Cosijo, skalter og valter med torden og storme, syngende dråber og finregn. De måneder skifter Oaxacas marker og skråninger fra gulsvedent til dybgrønt. I disse måneder vokser majsen sig rank og stor. Og bønnerne, tomaterne, kartoflerne der oprindelig er fra Sydamerika, og salaten og radiserne, hvis forfædre blev bragt her af munkene. I de centrale dale falder der 750 mm, regn, næsten udelukkende i regntiden. Resten af året gør man godt med de reserver regnguden lægger i jorden.
Det er populært at sige at eliten af præster og høvdinger brugte deres viden om astronomi til at imponere sine undersåtter. Man kan også sige at de centralt indvarslede regntidens komme. Og det fra en position midt mellem de tre dale, så alle kunne se, og bonden ikke selv skulle gå og gætte på hvornår solen snart ville brænde lodret ned, og regnen kort efter tungt skulle ramme jorden.
Mesoamerikas store tempelbyer er stadig fulde af hemmeligheder, og man spekulerer over den astronomiske viden der har ligget bag deres opførelse. At fortælle om det kræver nærmere studier af hvordan stjernehimlen stor relativt til jorden i den tid templerne blev opført. Så kan man regne ud hvilke konstellationer man så ved at kigge langs de sære vinkler som er bygget ind Observatoriets grundplan. Nogle teorier inkluderer energilinjer, andre taler om rejsende fra det ydre rum. For mig er det nok at erkende at en oldtidsby som Monte alban er lige så kompliceret bygget op som en computer.
Meget af den erkendelse der lå i tempelbyens konstruktion er også vævet ind i de tæpper som nutidens zapotekere skaber. Blandt mønstrene i uldtrådene finder man majsens aks og symbolerne for regn og vind. Og hele processen om at skabe tæpperne kræver en viden om verden, og en forståelse for naturens kredsløb under Oaxacas himmel – i både tørtid og regntid.Alle fotos af artiklens forfatter, her fotograferet december 2003 på Monte Alban. I tørtiden forstås
Væverne var af de los Angelesfamilien fraTeotitlan del Valle, inviteret via Margaret Wikman fra La Zapoteca i Guldbergsgade.
