Den følgende artikel er opsamling på projekt Krydsfeltet - Industri på Ydre Nørrebro.
Projektet var støttet af Sekretatiatet for Områdeløft i Haraldsgadekvarteret,og blev gennemført oktober 2011 - februar 2012.
Se også beskrivelsen af projektet under et af fanebladene herover.
<>
Haraldsgadekvarterets historie.
EN TUR IND I BYENS GRÆNSELAND
Turen begynder hvor Jagtvejen og Tagensvej krydser, et af knudepunkterne i Københavns trafik. For ikke så længe lå Københavns sidste frontier nord herfor. Det var åbent land, hvor industrien bredte sig, og har skabt et spændende by-landskab. Det er ikke så synligt fra de store gader med biler og butikker. Men inde bag Tagensvej, Jagtvej, Lersø Park Allé og Jernbanen ligger et grænseområde med særegne bygninger og gode historier gemt.
Artiklen følger en tur fra det store kryds Jagtvej og Tagensvej, og kommer rundt i Haraldsgadekvarteret. Den er baseret på historiske kilder, egne observationer og ikke mindst levende erindringer fra mennesker der har haft kvarteret som deres hjem og arbejdsplads mere end halvfjerds år. Stoffet er blevet samlet som led i et projekt under Områdeløft for Haraldsgadekvarteret, med interviews, byvandringer og andre aktiviteter for ældre.
PAPEGØJER, PISTOLER OG FRELSEREN VED LERSØERNE.
Uden af gå et skridt, bevæger vi i tankerne os 500 år tilbage i tiden, hvor ingen af de store veje eksisterede, og landsbyen Serridslev lå et sted mellem her og Østerbro. Den forsvandt efter Grevens Fejde i 1523, og jordene faldt ind under Københavns bystyre. I mange år var det kun vangemanden der boede her og holdt opsyn med Rådmandsmarken og Borgmestervangen, hvorfra høstudbyttet gik til at lønne bystyrets mænd i en tid hvor pengeøkonomi var mindre udbredt. Én af vangemændene hed Tage, og vejen fra Jagtvejen mod Bissebjerg fik navn efter ham. Der gik køer på græs, og først senere fik højdedraget det mere fornemme navn Bispebjerg.
Jagtvejen var en af kongens jagtveje og var samtidig en god omfartsvej for Majestæten og has følge, så han undgik turen via København og dens volde. Ved Vangehuset var rejst en fuglestang. Kong Christian V bød til fugleskydning i 1694, og den der bedst ramte figuren af kulørte fjer oppe på stangen havde ”skudt papegøjen”. Her blev der givet nye regler for de Kongelige Danske Skydeselskab, som har videreført traditionen først på Vesterbro og nu på Sølyst ved Klampenborg.
Stedet var dermed kendt af ædle, ærekære og skydevante mænd. Frem i 1700-tallet blev ulovlige dueller med pistol eller kårde blev udkæmpet ved starten af Tagensvej, langt uden for byens volde.
Kvarteret har været på kanten af byen og på kanten af det lovløse, langt tid før rockerne havde klubhus i Titangade. I den anden ende af kvarteret fra Jagtvej lå Lersøerne, et sumpet vildnis. Sidst i 1800-tallet – da København ellers bredte sig - huserede Lersøbisserne her. De var hjemløse og til tider kriminelle, og plejede en særlig tøjstil, som inspirerede Robert Storm Pedersen til sine tegninger af vagabonder. De førte sig med stil og stolthed og derfor vakte de forargelse.
Man kan sikkert forstå at maleren Erik Henningsen blev bange, da hans 4-årige søn var blevet væk i området år 1900. Han er kunstneren bag Carlsbergs reklame med den Tørstige Mand, og skønt han ikke var sønderligt troende, lovede han Gud at male et billede til hans ære, hvis drengen blev fundet igen. Og da drengen blev fundet i god behold malede han motivet, hvor Jesus står i vildnisset ved Lersøerne og holder drengen. I baggrunden ser man Nørrebros rygende skorstene. Maleriet blev skænket til Kingos Kirke, hvor det er alterbillede.
Som navnet antyder var her ler i jorden her. Lavningen mod Bispebjerg var en afvandingsdal i istiden, og de fine partikler lejrede sig som ler. Da København voksede, blev her gravet ud og brændt tegl. Og efterladt mergelgrave. Nogle af dem blev flydt op med blev skrald og natrenovation – så navnet Lersøen fik en uheldig klang.
En anden dyb mergelgrav lå bag stenhusene i Ragnhildgade, hvorLersø Park Allé nu dukker under S-togslinjen og Rovsinggade, på vej til Emdrup. Det var et farligt og dragende sted for børnene i bebyggelsen. Ovre på den anden side lå husvildebarakkerne i Studsgårdsgade, og drengene derfra var berygtede som slagsbrødre. Så der var farligt ved Lersøen, også efter bisserne var forsvundet.
Lersø Park Allé blev først færdig anlagt i 1951– og den gamle skillelinje mellem Nørrebro og Østerbro gik ved Vermundsgade. Gaden og alt øst for den har postnummer 2100 Ø, og den lokale identitet her er østerbrosk. Derfor bliver Haraldsgadekvarteret fx. betjent af to lokalaviser. Også i den forstand er Haraldsgadekvarteret et grænseområde.
TITAN SÆTTER KVARTERET PÅ KORTET
På et kortet 1906 kan man se et meget lidt beboet område. Og det var først i 1890 at Tagensvej blev forlænget over fælleden og ind mod byen. København var i konstant vækst fra voldene faldt i 1850’erne. I 1885 kom industrien til kvarteret. Den isolerede beliggenhed der tiltrak fabrikken Titan. Det var en smedevirksomhed, der havde brug for at kunne ekspandere, uden at få problemer med naboer.
Fabrikken lå langt fra byen, og derfor blev der anlagt længer af arbejderboliger ved hjørnet af Jagtvej og Tagensvej, under navnet Fogedmarken, eller i folkemunde ”boligerne”. På et tidspunkt var det hyggelige huse i det grønne, men det endte som nedslidt slum. I 1954 blev dette ”Grå Nyboder” nedrevet. Nu ligger bl.a. et kollegium og en tankstation på grunden. Titan var i vækst, og havde brug for flere arbejdere end dem der kunne bo i de lave længer. Direktør Hauberg fik gennemført opførelsen af Fredensbro og en sporvognslinje ført over fælleden – den senere linje 10. I 1889 var der endelig en lige forbindelse til København. Aktionærerne til sporvejen led tab, men Titan fik dækket sit behov for arbejdskraft. Det lokkede også andre indflyttere til. Og den voksende Titanfabrik fik atter problemer med at brede sig frit.
Kommunen havde også planer om at anlægge udstrakt parkområde i kvarteret. Den særlige gadeplan omkring Titangade og Sigurdsgade er et levn fra den. Det lykkedes da også Titan at sikre sin udvidelse ved at få flyttet forløbet for en af gaderne mod øst – det er Titangade der den dag i dag bærer fabrikkens navn.
Park blev der ikke noget af – men de brede gader blev adresse for små og store virksomheder, bl.a Hellesens Batterifabrik, Laurids Knudsens fabrik for elektronikartikler og -udstyr og General Motors automobil samlefabrikken.
Frem til ca. 1920 var det et næsten rent industrikvarter. Så der er meget få af den typiske slags Nørrebro-ejendomme med dårlige lejligheder og wc i gården. Langs Tagensvej og Jagtvej ligger velbyggede ejendomme i funkis-stil, lige som dem der blev opført samtidigt i Bispebjerg. I den østlige ende var der mere landligt, og her blev bygget tætte lave bebyggelser som Hagens rækkehuse ved Ragnhildgade i 1918, og Vibekevang i 1926. Ragnhildgadebyggeriet blev revet ned i 1986, men Vibekevang står tilbage – og her kigger vi ind senere på turen.
Titan var med sine op til 2000 medarbejdere den største arbejdsplads. Det var en fremsynet virksomhed på forkant af udviklingen, der producerede elmotorer, kraner til havnene og centrifuger til mejerierne, og senere, elevatorer og rulletrapper. Det var en moderne virksomhed, med gode forhold for medarbejderne - bad, kantine, sociale foreninger osv. Et svendebrev derfra var et guldrandet papir.
Titans ambitioner blev udtrykt i den nye, funktionalistiske hovedbygning fra 1934 ved Tagensvej i gule mursten – i to etager, med et fire etagers elevatortårn. Det skulle signalerede hvad man producerede, og kunne demonstrere Titans elevatorer. Det viste også at der var plads til udvidelse, og der blev byttet to etager på, så elevatortårnet virker mindre dominerende. Titan fusionerede med Thrige der lavede stort set de samme produkter.
I 1965 flyttede produktionen først til Skovlunde, og Thrige-Titan blev senere opslugt i en fransk koncern, hvor navnet ikke lever videre i produkterne. Hovedbygningen på Tagensvej har fået sin profil sløret i postmoderne stil, og er i dag del af Professionshøjskolen Metropol. Mange af Titans værksteder og fabrikker over mod Titangade er revet ned, men har givet navn til AKB’s byggeri Titanparken. En anden efterladenskab er den jordforurening efter 80 års industriproduktion, der gør at Titanparken fra 1991 er opført oven på en tyk plasticmembran.
Det var den store industri der formede kvarteret. Arbejdspladser er stadig en del af områdets profil. Her er mange IT og medievirksomheder – videregående uddannelse på UCC og Metropol, Skov- og Naturstyrelsen, og selvfølgelig er der bilerne.
Det var den store industri der formede kvarteret, men de små fabrikker bidrog også. Der var en lille fabrik der lavede produkter af kontakter o.a. af bakkelit, lige omhjørnet fra Titan, og spredte en skarp og ubehagelig lugt i starten af Hermodsgade, Men hvor Hermodsgade drejer og krydser Sigurdsgade var duften formodentlig bedre, for her lå en murstensborg med påskriften Kaffebrænderiet Merkur. Bygningen huser i dag bl.a. nogle etniske klubber. Som nabo til Merkur lå den danske afdeling af den svenske Støvsugerfabrik Elektrolux, hvis bygninger i dag bruges af en Muslimsk skole.
I Valhalsgade ligger den distinkte Osrambygning, hvor der blev produceret elpærer. I en periode blev den brugt næsten eksklusivt af folkedanserforeningen Tingluti, men har siden 2009 været beboerhus og kontor for Områdeløft for Haraldsgadekvarteret.
Nogle bygninger er borte, erstattet af nye. Andre består, men deres brug ændrer sig med tiderne, og det skaber kvarterets historie og karakter.
Småfabrikker, autoværkssteder og arbejdspladser af vidt forskellige karakter, er stadig en del af områdets profil. Men kontorvirksomhederne har for længst gjort deres indtog. Her er mange IT og medievirksomheder, Skov- og Naturstyrelsen. – videregående uddannelse Professionshøjskolen Metropol og UCC hvis residens i Titangade tidens løb har huset både Maersk Data og Berlingske Media.
Særligt en sektor - bilerne – har altid været del af områdets erhvervshistorie.
BILER, BILER, BILER.
Bilerne er stærkt tilstede i kvarteret og der ligger ikke mindre end 6 store forhandlere. På Jagtvej mellem Tagensvej og Lersø Parkvej ligger Billia som forhandler Volvo og Renault, og lige før Tagensvejbroen og ned ad Rovsinggade ligger de øvrige 5 bilhuse. Citroénforhandleren på hjørnet af Rovsinggade og Tagensvej har ligget dér siden før 2. verdenskrig, dog nu i et betydeligt større og moderne domicil, men i de senere år er en Toyota forhandler og en Audi / WV forhandler rykket ind, samt to bilmærker i den eksklusive ende af skalaen. Ingen havde vel drømt om for 50 år siden, at der her i det gamle arbejderkvarter skulle komme autoforhandlere af så fine mærker som Bentley, Porche, Lotus og Ferrari.
Området er nemt at komme til, og bekvemt med brede veje, hvor man kan afprøve en ny bil. Og det er aldrig svært at skaffe reservedele fra andre værksteder. Det har også ligget bekvemt for anden transport. Frem til 1930 var Rovsinggade en jernbane. Den ligger i forlængelse af Nørrebroparken og Superkilen, der erdel af det samme jernbaneterræn fra 1870’erne.
De Forenede Vognmænd lå mellem Haraldsgade og Aldersrogade, hvor der blev linet lastbiler og busser op hver dag. I dag ligger Vi-Bo’s byggeri dér – med den gamle administrationsbygning som beboerhus.
Bilerne kom til Haraldsgadekvarteret i stor stil i 1926, da Big Bill Knudsen åbnede den nye General Motors samlefabrik i Aldersrogade. William Knudsen var født i Kartoffelrækkerne og kom til USA i 1910 som cykelsmed. Han havde flair for logistik, men da Henry Ford ikke påskønnede hans talenter tilstrækkeligt, skiftede han til General Motors. Som leder i Detroit kunne han gøre noget for sit gamle land. Den topmoderne fabrik var lagt an efter det amerikanske samlebåndsmønster, og der blev færdigproduceret biler til hele Nordeuropa.
I Aldersrogade samlede man Opel, Vauxhall, Bedford og Chevrolet.
Under anden verdenskrig var fabrikken overtaget af tyskerne, og beskyttet af flere luftværnsbatterier placeret oven på bygningernes tage. Under 2. verdenskrig var fabrikken overtaget af tyskerne, og beskyttet af flere luftværnsbatterier placeret på bygningerne tage.
Sabotører udførte en sprængning af virksomhedens kraftstation i 1943, hvilket betød, at vedligeholdelse og reparation af tyskernes militærkøretøjer gik i stå, og i krigens sidste måneder var fabrikken lejr for tyske civile der var flygtet for den sovjetiske fremrykning. I USA stillede Big Bill sine evner til rådighed for Roosevelt for 1 dollar om året, blev udnævnt til General, og strømlinede USA's krigsproduktion.
Af fabrikken er det kun administrations- bygningen der er tilbage, for dansk bilindustri kunne i 1960’erne ikke klare sig i konkurrence med den tyske. På grunden ligger nu Lejerbo-afdelingen Den Grønne Trekant fra 1986, hvor der blandt andet bor mange palæstinensere. Den gamle administrationsbygning ligger ud til Vermundsgade og den nyindrettede Krakas Plads. Den er ombygget til lejligheder, og lige her bor en del somaliske familier.Hvis man kigger under stuevinduerne kan man se murstens- dekorationer med kølermotiv, fra den gang København var en af Europas store bi-byer.
Bildelene til fabrikken ankom i store trækasser med skib og til den nærliggende jernbane. Trækasserne var eftertragtede. I 1950’erne organiserede tobakshandleren i Sigurdsgade 2 (nu Skjolds Plads) at man kunne købe dem – de mindre kasser kunne bruges til klædeskabe – de store til skuere og kolonihavehuse.
I 1951 kostede et læs Tremmekasse kostede 500 kr. inkl. Transport. Det fortæller Freddy H. Christensen, hvis far indkøbte et sådant til at udvide sommerhuset i Bagsværd. Det kunne blive bragt ud i hele det Storkøbenhavnske område og blev læsset af på vejen, ud for adressen, hvorfra køberen selv måtte sørge for at bringe det videre.
Der var ikke langt til de nærmeste haveforeninger, fx. til HF Aldersro – der var anlagt ved Aldersrogade i 1912, men som måtte flytte over på den Bispebjergsiden af jernbanen da bilproduktionen rykkede ind.
En anden kendt tobakshandler var ”Cigarfar” med butik, Tagensvej 180, i det sidste hus før Tagensvejbroen. Det er et af ”De tre søstre”, tegnet af Kay Fisker. Der var ingen smalle steder med Cigarfar. Han var en meget tyk mand, der gav gode drikkepenge til sine bude, fortæller Freddy, der boede i byggeriet og løb ærinder for Cigarfar. Han solgte øl, langt under de tilladte tariffer. Så han fik til besøg af Told og Skat, betalte regningen men det har kunnet betale sig trods alt, for han forsatte geschæften med de billige øl ind i 1960’erne.
SODAVAND, MALING OG MOTOROLIE
”Det var alment kendt i automobilbranchen at de ”danske biler” ikke var gode nok.” Det siger Bent K. Jørgensen om 1960’erne da General Motors ophørte med samlefabrikken i 1960’erne. Han har haft autoværksted i kvarteret siden 1973. Tyskerne kunne finde ud af det. Danskerne var for dovne eller rodede, fastholder Bent.
BKJ auto holder til i murstensbygningen Vermundsgade 11. Den var bygget til Balderskilde Sodavandsfabrik i 1937 – hvor fabrikken flyttede de 800 meter fra sin første adresse i Baldersgade. Så her blev tappet både Sportsvand og boblevand med avancerede navne som Rinsky Water og Balsi Cola. Balsi stod måske for Balderskilde.
Siden var bygningen autolakererværksted, og var i slut 1980’erne ramme om et ambitiøst galleriprojekt. Derfor er der atelierer for en række kunstnere på første sal og under taget oven over autoværkstedet i den gamle tappehal.
LIVET I VIBEKEVANG
Det var et godt sted at have i nærheden fortæller Kirsten Engell, som har boet i Vibekevang i nærmest sit ganske liv. Vibekevang er som en lille landsby med to etagers rækkehuse mellem smalle veje – og små for- eller baghaver. Det blev bygget i 1926 for jævne folk, men i dag er eftertragtede bynære boliger.
Bebyggelsen var en verden for sig, som man næppe behøvede forlade. I alle hjørnehuse i randen af Vibekevang lå dagligvarebutikker.
Der var 5 købmænd, 3 bagere, 3 viktualiehandlere, 2 ismejerier, 2 frisører., ud over det en bladkiosk, en slikbutik og en kaffebar, der virkede som frokoststue for lokale virksomheder. Der var vaskeri og skomager. Kun to forretninger havde ikke helt lokalt sigte – et trykkeri for festviser og spøg-og-skæmt, samt et dentaldepot lige i starten af Vermundsgade. Om tirsdagen kom fiskemanden med sin hestevogn, så der var virkelig ikke brug for at forlade Vibekevang for at lave dagens indkøb.
Disse forretninger er væk i dag, og lokalerne er mest ombygget til lejligheder. De forsvandt især i løbet af tresserne, i takt med indehaverne døde eller blev for gamle. Af butikker er der i dag kun en bager, en kiosk og værtshuset Lumskebugten.
Den lokale identitet var klar – ikke mindst hos kvarterets unger. Man holdt til derhjemme. Og der var klare holdninger til børnene i de andre bebyggelser. Fx. havde beboeren i træhus-længerne ved Ragnhildsgade ry for at stjæle. Det har der nok været nogen der gjorde, og de fik så lov til at være skræmmebillede. Børnene i Ragnhildgade var dog især bange for dem fra barakkerne i Studsgårdsgade, ”der var nogle rigtige bisser”. Og de var igen bange for dem i Vognmandsmarkens husvildebarakker, som man ikke vidste, hvad kunne finde på…
Det er ikke så forskelligt fra i dag, hvor børnene fra Titanparken ikke skal have noget af at gå i de samme klubber som børnene fra Mjølnerparken. De unge er ret territoriebevidste – også i dag.
Beboerne i Vibekevang var ”ikke noget særligt” i Kirstens ord. Her boede både velstillede arbejdere fra Laurits Knudsen, der havde råd til beskeden luksus, men også fattige folk – fx. den enlige mor og hendes børn der levede af at rette brugte kapsler ud og sælge videre. Måske var det til Balderskilde på den anden side af Vermundsgade.
Sodavandsfabrikken var i hvert fald mål for nogle af børnenes udflugter fra det trygge nærmiljø, for her kunne man få smagsprøver, og nede fra hjørnet af Vermundsgade lå kom der forjættende dufte af parfume og pomade fra vinduet til Figaros kælder.
FIGARO
Figaro ligger endnu på hjørnet af Vermundsgade. Lige ved den nye Sifs plads i en bygning der virker dominerende trods sine blot tre etager. Det er hovedkvarter for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund, og bygningen er bygget som borg for en organisation i kamp. Den blev indviet i 1935 under deltagelse af Statsminister Thorvald Stauning.
Siden 1927 havde Firsørforbundet været i konflikt med mestrene. Man havde oprettet sine egne Figaro-saloner og sin egen fabrik, og havde succes. Den firtskårne Figarobygning udstråler den kampiver som især forbundsformand KM Christiansen var kendt for.Figaro-borgen blev hovedkvarter for driften af Figaro-salonerne i i hele Danmark, hvor medlemmer socialdemokrater, fagligt aktive og andet godt folk lod sig klippe. Konflikten i København fortsatte helt frem til 1961.
DFKF er stadig en aktiv organisation, der bl.a. prøver at reducerede brugen af farlige kemikalier i præparaterne. Forbundet fremstiller dog ikke sine egne produkter længere, og de gamle lagerlokaler i underetagen på Figaro huser i dag et VVS-firma.
BYENS FORMER
Krydset mellem Titangade og Sigurdsgade præsenterer et meget særligt bybillede. På Sigurdsgades nordlige side ligger en række firkantede bygninger i beton og mursten. Det almennyttige boligbyggeri i Titanparken har også stramme former. Det er industrikvarteret med huse opført for at tjene en funktion – og uden dekorationer, friser og engle. Byen kan virke stor og tavs - som de urovækkende gadebilleder af grafikeren Palle Nielsen. Hver bygning er sin blok, med sine hemmeligheder, og sin indgang.
På en rød bygning op mod Haraldsgade er der en hvid figur på væggen – det signalerer at det er en lille kloster der gemmer sig her.I den modsatte retning på hjørnehuset Titangade6 er facaden beklædt nogle betonrør med krydsformede huller på facaden. Hvad der skulle være en kunstnerisk kommentar til det omgivende byrum.
Bagved ligger Professionshøjskolen Metropol, der bugter sin bygning i skæve vinkler. Her uddannes bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut, jordemoder, laborant, procesteknolog eller radiograf. Men omkring 1990 fremstod området meget anderledes. Inde i det trekantede grundstykke var der et klondyke af små værksteder og skure – mange af dem udbrændte ved en stor brand i starten af 1990’erne. Ud til Titangade lå en bilkirkegård bag et trådhegn. Bent Larsen fra Titanparken husker at have talt 19 ræve ved en lejlighed. Lersøkrattets vilde natur naturen var tilstede i kvarteret for ikke længe siden.
Det er velkendt at der lå en rockerborg for Hells Angels i Titangade. Rockerne havde fået den i navnely af en forening, og havde ganske gode forhold, og kunne ikke lige blive smidt ud. Naboernes holdning var blandet. Rockerne indgød frygt eller respekt i området. Og de kunne finde på at stoppe deres motorcykler midt i krydset mellem Jagtvej og Tagensvej, mens den civile trafik sneg sig pænt udenom.
Andre naboer havde et fint forhold til dem. En lejer af en garage bag rockerborgen skulle vænne sig til hundene når han gik forbi, men behøvede ikke låse til sin bil dér, for der var bevæbnede mænd der holdt vagt om natten.
Ole havde sit saddelmagerværksted i Rådmandsgade 54, og lavede sæder til HT-busserne. Rockerne holdt øje med butikken, og fik ordnet småting når det skulle være. Det er et af de gammeldags værkstedsbygninger, som der stadig findes i bydelen. Læg mærke til de rundbuede staldvinduer i smedejern.
Men det var fra saddelmagerens tag at der blev affyret en raket mod klubhuset i 1996 under den store Nordiske Rockerkrig. En af de to dræbte var en kvinde, der bare var til fest i huset. På billedet ses en betjent, der fjerner raketstyret fra taget.
Det var ikke kun Bandidosrockerne der ville af med Hells Angels klubhuset. Kommunen ville også have det væk, så der blev vedtaget en ny lokalplan, og hele området kunne ryddes. De sidste rester blev bulldozet i 2006 – siden blev der bygget, og nu ligger Professionshøjskolen Metropol her.
Ved hjørnet af Rådmandsgade og Titangade er der atter et spor af kvarterets historie. I en fireetagers hjørnebygning ligger TV4 og nogle andre medievirksomheder. Foran beplantningen er det et metalhegn med et nydeligt mønster. Dette hegn er lavet på Richard Möllers metalvarefabrik, der havde købt dette hjørne af Titansgrunden. Tegningerne til dette hegn genfinder man i et Haandbog for Bygningsindustrien fra 1938 som et af fabrikkens designs – samme n med nogle af de førstetrådnets-parpirkurve på markedet. Det er ikke gået stille af når der er blevet standset jernplader ud.
I dag er lydene af arbejde og produktion væk, ligesom fabriksfløjten, stålboret, lyden af transportens mænd og motorer, røgen i luften og oliefilmen på vandpytternes overflade. Der er liv i kvarteret, men det kræver noget at udfylde de rammer der er sat af pionererne.
En særlig tak til Freddy H Christiensen for faktacheck, korrektur og supplerende tekst om autoforhandlere, mv.
KILDER
Lebech, Mogens: Titan, Smedjen der blev Verdensberømt. Kbh. 1947
Laubjerg, Anders, Den Store Bølge. Erindringsbilleder fra københavnske inustriarbejdspladser, Rødovre 2006
Christiansen. Carl Vilhelm: Et Forbund Uden Grænser, Dansk Kosmetik og Frisør Forbund gennem 100 år, København 2011.
Federspiel, Søren; Jensen, Karsten Skytte og Wenzel, Jørgen: Nørrebro – træk af en bydels historie, udgivet af Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv, 1997.
INTERVIEWS MED ISÆR.
Freddy H. Christensen, tidl. beboer 3 søstre.
Steen Clausen, Beboer Haraldshus
Kirsten Engell, beboer Vibekevang
Alex Darby, beboer Fogedgården
Kjeld Hansen, tidl. beboer Ragnhildgade.
Ole Hastrup, tidl. beboer og uddannet på Titan
Minna Jørgensen, beboer Fogedgården
Bent J Kristensen, Ejer Autoværksted
Bent Larsen, tidl. formand i Titanparken
Berner Madsen, tidl. maskinarbejder,Titan
Bjørn Oversø, beboer Fogedgården
Bjørn Petersen, AKB
Ole H Thomsen, tidl. Saddelmagermester.
