Æstetiske Kastevinde i Kongens København
”Der boer paa Kongens Nytorv en ung Pige, hun er meget deilig, men har tillige den Uforskammenhed ikke at ville elske mig.”
København er den faste scene i Søren Kierkegaards frygtindgydende forfatterskab. Men man kan roligt lægge frygt og bæven til side og i stedet gribe til Enten-Eller fra 1843. Den er fuld af falbelader og forrygende indfald, samt et par længere artikler om drama og opera, som man kan tage når man lyster. Forførerens Dagbog fylder det meste af første bog i Enten Eller, og heri skitserer han en byvandring for to personer med publikum.Hov stop. Forsigtigt. Man skal være forberedt på lidt af hvert når man tager på tur med Søren Kierkegaard. For det første kunne den lille mand gå til. Han vandrede med samme hastighed som han tænkte eller skrev. Dernæst går han ikke den lige vej til målet. For det tredje kan man ikke være sikker på hvem han er – eller giver sig ud for at være.
Ifølge forordet er Enten Eller udgivet af Victor Eremita, og manus er fundet i et gammelt chatol. Her er både diverse skrifter – i én hånd – der udgør bogens første del, og Assessor Vilhelms papirer, der udgør anden del. Så det er altså ikke som sådan Kierkegaard, der arrangerer turen men derimod Forføreren, og han gør det endda i fantasien. Det endelige mål med den hæsblæsende tur er at bringe den eftertragtede ud af normalt fodfæste, og i forførerens øjensyn.
”Der boer paa Kongens Nytorv en ung Pige, hun er meget deilig, men har tillige den Uforskammenhed ikke at ville elske mig, ja hvad værre er, hun elsker en Anden, og det gaaer saavidt, at de spadsere med hinanden under Armen. Klokken 1 veed jeg, at han skal hente hende.”
Der er tale om en ung pige af god familie, for Kongens Nytorv er en fin adresse. Byens største torv ligger midt i hovedstaden mellem den gamle og den nye del af byen. Her ligger det Kongelige Teater (det oprindelige fra 1747, som ses på billedet), Kunstakademiet, men der er også adgang til Nyhavn og flådens værfter ligger på Gammelholm. Hele byen har adgang til torvet.Det har vindene også - Zephyrene. Forføreren påkalder sig disse vind-ånder for at bistå sig. Zephyrer er vestenvindens ånder. I 1840’erne er det halvandet hundrede siden man kunne blive brændt for sådan at påkalde sig slige ånder. Byen ligger til gengæld mellem samme volde som dengang, og blæsende har her til gengæld altid været i København.
Det kan blæse ind ad Nyhavn, gennem Gammel Holm med dens spredte bygninger, eller op ad Holmens Kanal og forbi det Kongelige Teater – i sin 1747-bygning, der stadig lå for enden heraf. Dagbogsnotatet læser 3 Juni. Det er altså en forsommerdag, hvor vindene leger omkring på det Store Torv, og rusker i alt. Omend ikke kongestatuen i midten der tynges mod jorden af sin egen blytunge masse.
“Nu lover I mig, at de stærkeste Blæsere blandt Eder forblive skjulte et eller andet Sted i Nærheden indtil det Øieblik, da han med hende træder ud af Gadedøren. I samme Moment, som han vil dreie ned ad store Kongensgade, styrter dette Detaschement sig frem, tager paa den høfligste Maade Hatten af Hovedet paa ham, og fører den med en jævn Fart, netop paa en Alens Distance foran ham; ikke hurtigere, thi da var det tænkeligt han vendte hjem igjen.”
Det er netop vind opfører sig ved hjørner til store pladser. Fra at færdes blandt vindpust i det åbne, befinder man jeg ved hjørnet i en vindtunnel der kan banke os af cykler og rive hatte af, i dag som omkring 1840. Fænomenet hedder turbulens, og studeres af arkitekter og byplanlæggere.
Det er blæsevejr i 1840’erne, og hattetid. Er man en respektabel ung mand der vil promenere med sin forlovede, så gør man det ikke barhovedet. Det skal også bemærkes at det unge par den gang ville være lige velklædte. Han i kort jakke, stramme bukser og hat. Hun i krinoline og kyse. Det ville være et par hvor begge var lige elegante, ikke som man i dag ser det at den yngre kvinde har overvejet sit udseende, og den yngre mand ser ud som han bevidst er noget mere sløset klædt. Det er to unge mennesker i deres stiveste puds, der nu skal ud på stroppetur.Den engelske figuer til venstre er fra ca. 1820. Moden i København er mindre kulørt i Guldalderen, men stilen er den samme.
“Han troer bestandig i næste Secund at gribe den; han slipper end ikke hendes Arm.”
Tid og rum ligger mig meget på sinde, nu som turen for alvor begynder. Jeg er turistfører af profession, og er meget bevidst om hvilken betydning rute og hastighed har for publikum. Den unge mand er dog ikke bevidst om at være blevet taget på en tur. Hans hat er en alen foran ham- 62,77 cm. præcis den afstand, hvormed en mand vil tro at kunne indhente sin hat i næste sekund – også når han trækker sin udkårne efter sig.
I filmen Millers Crossing fra 1990 forekommer citatet ”There’s nothing more foolish than a man chasing his hat.” En halvanden hundrede år er det Kierkegaards forfører – æstetikeren – der sætter spidsborgeren i denne tåbelige situation, der kun forekommer mere tåbelig ved at han har kæresten på slæb.
”Paa den Maade fører I ham og hende gjennem store Kongensgade, langs Volden til Nørreport, til Høibroplads ...”
Dette er den strabaserende tur, affærdiget i en enkelt sætning. Når forfatteren ikke vil detaljere, så vil jeg tage læseren i hånden, og forklare hvad det vil sige.
Det er en ekstrem tur, i en tid hvor København var sin egen verden, og man sjældent kom uden for voldene. Store Kongensgade er byens længste og ligeste, hovedgade i byens nyere halvdel. Til højre fører gaderne ned til paladserne i Frederiksstaden. Til venstre til bade godt- og fattigfolks boliger. Et sted knækker vejen. Nu er det Nyboder til venstre, hvor flådens folk har til huse i små lejligheder. I et andet skrift bemærker Kierkegaard at pigerne hergik barhovedet. Jeg formoder at pigen holder på sin kyse med den hånd hun ikke bliver trukket af sted ved. Efter tidens mode bærer hun krinolinekjole.Kastellet ligger til højre, men det kan man ikke se for en langagtig bygning. Kortet fra 1849 angiver det er en slags militær opbevaring. Jeg kan ikke tyde bedre fra den digitale kopi, så det må jeg have hjælp til. Den lange bygning kan til gengæld skærme for andre vinde, som parret nærmer sig Østerport. Hattene og anstanden er stadig tilstede i Andreas Hunæus billede fra Store Bededag 1862, netop fra området ved volden.
Men lige før denne udfart af byen slår vinden om, og hatten sendes afsted mod Nørreport. Det vil sige at vinden nu er i øst. Den ville komme fra Øresund og Kastellet. Det kunne være søbrisen der i forsommeren sætter ind med pålandsvind ved middagsti. Hvis det ikke var zephyrer der derev spillet, og jeg skulle komme med en meteorologisk forklaring.
Vejen til Nørreport måtte gå langs Voldgaden formoder jeg. Men kunne også være ad de stier der løb på bastionernes yderside, langs selve volden med dens andemad. Men så skulle parret løbe i zig og zag på bastionernes yderside. Jeg vil tro jagten måtte foregå langs Øster og Nørre Voldgade. Det er et militært præget område. På hjørnet af Sølvgade ligger Hestegardens Kaserne (i dag DSB’s hovedkvarter). Og pigen får nok kun et glimt af Rosenborg stårne, før Kongens Have skjules af andre garnisonsbygninger, og til sidst af Livgardens Kaserne. Trods en stor militær tilstedeværelse i Hovedstaten er der åbenbart ingen soldater der hjælpsomt fanger den løbske hat.
Det er der heller ikke ved Nørreport, hvor fodrejsende og hestevognene passerer ud og ind af Kongens København, hvor der betales accisse. Men det vil jeg ikke dvæle ved, for vinden slår atter om. Måske kommer den blæsende inde fra land gennem byporten. Det måtte virke mærkværdigt at den slår om en tredie gang i en helt ny retning. Men vi Københavnere der navigerer vinden i vort jag, vi er vant til hvad som helst fra den side. Det samme gælder måske for en mand der jager sin hat. Han er rettet fremad, og glemmer vel alt – glemmer måske endda at han trækker sin forlovede efter sig. Hatten blæser ind gennem byen, nok ned ad Frederiksborggade, hvor den undgår at komme under hjulene på en kulsvierkærre på vej mod Kultorvet, som triller hen over og videre ad Købmagergade forbi Rundetårn, hvor ingen student eller gadedreng griber den. Mændene har vel for travlt med at holde fast på deres egne, og kvinderne er i skørter, og kan som sådan ikke bukke sig.
Således fortsætter parret mod det endelig showdown på Højbro Plads, hvor Forføreren forestiller sig at have begivet sig hen i god rod og mag mens vindene slipper deres puds med rivalen og den udkårne. Forføreren har sat denne vandring i scene, forestiller sig videre.
“Hvor lang Tid kan der vel medgaae dertil? jeg tænker circa en halv Time. Klokken halv to præcise kommer jeg fra Østergade.”
En halv time! Det gibbede i mig da jeg genlæste det. Der er gået hurtigt. På Google Maps måler jeg afstanden til 3,5 kilometer – eller 5600 alen, næsten en halv Miil efter tidens målestok. Det er – som man siger – ganske godt gået på en halv time.
Dansk Vandrelaug laver ture med 5 km/t. Efter alle efterrretninger har Kikerkegaard bevæget sig næsten så hurtigt gennem byens gader, når ikke en samtale har ophold ham, men der er ingen efterretninger om at han har taget tid. 7 km. i timen er noget af en bedrift for en kvinde i krinolinekjole og snørestøvler, i en tid hvor kraftig fysisk udfoldelse ikke hørte til kvindeidealet.
På den anden side skal man heller ikke glemme at de unge ville have haft medvind hele vejen til Højbro Plads og Højdepunktet. Forføreren fantaserer atter sine vindlegioner frem.
“Naar hiint Detaschement nu har ført de Elskende ud midt paa Pladsen, da gjøres et voldsomt Angreb paa dem, ved hvilket I ogsaa rive hendes Hat af, splitte hendes Krøller ad, bortfører hendes Schavl, medens under Alt dette hans Hat jublende gaaer høiere og høiere tilveirs; kort I frembringer en Konfusion, saa hele det høistærede Publikum, ikke jeg alene, udbryder i en Skoggerlatter, Hundene begynde at gjøe, Taarn-Vægteren at klemte.”
Klimaks er altså klokken halv to Højbro Plads. Det er den gamle bys nyeste torv, der forbinder Gammel Strand og Amagertorv, og er del af byens mest aktive zone, midt mellem Fisketorv, grønttorv og kødboderne ved Nikolaj Kirketårn. Hattejagten har nok især været ledsaget af vindens fløjten - nu opløses intensiteten i latter, hunderåb og vægterklemten.Det unge par er små 600 alen fra hvor turen startede en halv time tidligere. Det havde vel taget et ungt par samme tid at gå ned af elegante Østergade, med det antal butiksudstillinger, der skulle studeres og passiarer man skulle have gjort.
Forføreren forestiller jeg netop spankuleret ned ad Østergade. Han har kommanderet de unge herres hatt til at stige til vejrs, hvor den bliver hængende, eller forsvinder ud af historien, ligesom rivalen gør det. Det er tid for mødet mellem pigen og fantasten.
“I mager det saaledes, at hendes Hat flyver hen til mig, som bliver den Lykkelige, der skal overrække den. – For det Andet. Den “Afdeling, der følger mig, lystrer hvert mit Vink, holder sig inden Sømmelighedens Grændser, fornærmer ingen smuk Pige, tillader sig ingen større Frihed, end at hendes barnlige Sjæl kan under den hele Spøg bevare sin Glæde, Læben sit Smiil, Øiet sin Rolighed, og Hjertet blive uden Angst. Vover Een af Eder at bære Eder anderledes ad, saa skal Eders Navn være forbandet.”Ja han forestiller sig sin triumf – at række den unge kvinde hendes hat, hvad alt dette indebærer af symbolsk tilfredsstillelse. Men forføreren med det gode skrive- og bentøj glemmer hvilken strabads hans fantasi ville have sat den eftertragtede på. I sin raptus og sin gnæggende foragt for rivalen gøre han kvinden til vedhæng, ikke bare til den spidsborgerlige respektabilitet, men også til den flanerende forførers fantasi. Men det er bagerst i hans tanker, at han efter egen målestok selv måtte være forbandet.
“– Og nu afsted til Liv og Glæde, til Ungdom og Skjønhed; viser mig, hvad jeg ofte har seet, hvad jeg aldrig bliver træt af at see, viser mig en skjøn, ung Pige, udfolder hendes Skjønhed for mig saaledes, at hun selv bliver end skjønnere; examinerer hende saaledes, at hun har Glæde af denne Examination! – – – Jeg vælger Bredgaden, men jeg kan, som I veed, kun disponere over min Tid til halv to. – – –“
Og af sted farer han i fantasien. Han tager sig tid til at betragte pigen, og formode hun ville have glæde af det også. Uden tid til at kunne gribe pigen i armene når hun synker om efter at være trukket på en ydmygende og udmattende jagt i en halv time. Han beskuer, men møder ikke. Han vender veltimet om på hælen og forsvinder mod Bredgaden, ført af andre vinde, på jagt noget. Efter sine strøtanker, sin sag og alt muligt andet end en hat.
Han kan virke latterlig som han farer af sted gennem litteraturhistorien med sine ord og tanker. Men han trækker sit publikum efter sig i hånden i et fast greb. Selvom han en gang imellem glemmer det når kastevindene rigtig har fat i ham.
Det er med den advarsel jeg kan anbefale at tage Kierkegaards forfatterskab i hånden, med førstedelen af Enten Eller.
(Litteratur: Peter Tudvad: Kierkegaards København, Politikens Forlag 2004)
